Tour Californien, USA
13. Juli - 4. August 2006
Tirsdag 25/7: Mod Los Angeles og Disneyland, havde vi fået mulighed for at besøge Carsten´s kusine og mand. Inden vi tog ud til dem tidlig eftermiddag, ville vi dog gerne lige indlogeres på vores hotel, som hedder "Travelodge" og som ligger små 800 meter fra Disneyland.

På vej ud til kusinen, skulle vi lige gøre holdt i et center, for at finde noget til hende. Det benyttede Jakob sig af, til at købe for $175,00 til tøj. Lejlighedskomplekset fandt Carsten "Never lost" hurtigt frem til. De bor i en dejlig lejlighed som er ret så dyrt - ca. kr. 13.000 om måneden, for stue, køkken, 2 værelser og 2 badeværelser. Derudover er der fælles pool.

Theresa var alene hjemme da vi kom. Hun var meget sød og ligetil og inden vi havde set os om, var der serveret kolde drikke og snacks :-) Brew, hendes mand, ville først komme hjem noget senere, så vi satte os ved poolen, så ungerne kunne hoppe i og vi andre kunne små sludre.

Lidt senere gik viop i lejligheden, hvor Brew havde gjort klar til aftensmad, som bestod af mexicansk taco. Alle fik fyldt maverne og der blev snakket job, fodbold og om vores oplevelser i USA. Ved halv ti-tiden var det tid til at komme hjemad, så vi kunne være friske til turen i Disneyland.

Onsdag 26/7: Show time ... Dagens program stod på Disneyland fra ca. 10.00 til ca. 20.00. Hele dagen gik vi rundt i badende fugtig varme, afbrudt af pauser når ungerne skulle prøve et eller andet. Det var mest de ting der bevægede sig, der havde interesse for Martin og Theresea, mens Jakob var mere eller mindre ligeglad og Helena ville hellere prøve noget for de mindste.

Nogle pauser varede så meget som 45 min. alt efter hvor lang køen var. Det var nu ikke altid vi fandt en skygge, mens vi ventede, så det var faktisk en ret hård dag, hvor højdepunktet for os voksne, måske var turen i biografen, hvor vi fik nogle gode gys ved hjælp af 3D briller. Filmen hed noget med "Hjælp, jeg har skrumpet publikum".

Vel hjemme igen, måtte vi efter en lille pause, en tur i poolen, for at blive kølet helt ned. Sent på aftenen gik vi (blanken) ud for at købe burgere på "Carl´s Burger". Og så var det på hovedet i seng.

Torsdag 27/7: Dagen bød på en lille køretur mod Hollywood, hvor vi ikke langt derfra skulle finde vores næste hotel - Hotel Sheraton Universal - som ligger kun 5 min. gang fra Universal Studios.

Turen gennem L.A. og downtown, bød på mere kødannelse end vi hidtil havde oplevet. Ungerne kunne genkende stort set hele byen, fra alle de gange de har spillet "GTA - San Andreas" :-)

Carsten fandt frem til hotellet uden problemer. Så efter et hurtig check-in, tog vi i bil ind til Hollywood. Vi fandt hurtigt Sunset Boulevard, som vi kørte et godt stykke op af. Så kørte vi ind i Beverly Hills, hvor det ene palæ efterfølger det andet. Vi fortsatte turen op af Sunset og så tilbage af Hollywood Boulevard, hvor vi parkerede ved Chinese Theatre, hvor Walk of Fame ligger. Ind og ud mellem alle de andre turister, fik vi set stort set alle hånd og fodaftryk som de største stjerner havde fået lavet. Op og ned ad gaden ligger der vel tusindvis af fliser med stjerner, hvori skuespillere havde deres navn. Vi gik kun ca. 100 mtr. op ad gaden, hvor vi fandt et center hvor vi kunne slappe lidt af over en kop kaffe.

Herefter kørte tilbage mod hotellet, hvor vi på vejen håbede at kunne finde frem til "HOLLYWOOD" skiltet, men det var ikke ligetil. Tilbage på hotellet fik vi at vide at det ses bedst fra et udsigtssted nær ... Chinese Theatre !!! Anni er noget skuffet over ikke at kunne få taget et billede i nærheden af skiltet, så det må vi prøve at råde bod på senere.

Vi sluttede aftenen af med at spise på en italiensk restaurant ikke langt fra hotellet. Et rigtigt hyggeligt sted med god betjening og dejlig mad. Lige indtil Jakob opdagede hvad vi hurtigt blev enige om måtte være mus - Anni mente nærmere det var rotter ... uden at have set dem ...

Fredag 28/7: Dagen skulle bruges i Universal Studios, hvilket vores drenge glædede sig til. En lille gåtur og så var vi fremme. Solen bagede og det ville utvivlsomt blive varmt.

Første event var "Water World", hvor vi blev blæst, sprunget, svedet og vandet godt igennem. Indtil flere gange blev vi oversprøjtet med vand, så det var om at være opmærksom med videokameraet :-) Kugler, ild og eksplosioner gjorde dette show til et klart hit hos os.

Næste show var "Fear Factor", men det kunne ikke leve op til tv-programmet, så det var lidt af en skuffelse. Tilgengæld var "Back to the Future, The Ride" endnu et klart hit, specielt blandt de mindste. I den velkendte "Delorian" blev vi kastet ud i en farefuld færd, hvor vi med nød og næppe undslap kollissioner, lavastrømme og diverse monstre.

Så var der dømt musik. "The Blues Brothers" fik blæst tilskuerne tilbage i deres sæder. Selv om det ikke er de rigtige, så er det en fuldgod erstatning, som godt ved hvordan musikken skal leveres. Specielt jeg var begejstret og havde deres musik i hovedet resten af dagen.

Carsten, Theresa, Martin og Jakob skulle også prøve "Revenge of the Mummy, The Ride", som er en rollercoaster, af den lidt vilde slags. Det var helt klart en tur de syntes var sjov. De var helt overgearet da de kom ud igen.

"Jurassic Park" var næste højdepunkt. Der var mange der gerne ville prøve den, så ventetiden var ca. 50 min., som blev brugt i en kø, sammen med ca. 1.700 andre gæster. At man gider !!! Det viste sig nu at ventetiden var det hele værd. Turen startede stille og roligt, med en tur op ad floden, hvor vi blev angrebet af diverse fortidsdyr ... og oversprøjtet med vand. Højdepunktet var et frit fald ned af et "vandfald", på 84 fod (ca. 28 mtr.). Det gav godt nok et sus i maven, som vi nok husker et stykke tid endnu :-)

Dagen var nu henad 17.30, men vi havde da tid til et par oplevelser endnu. "Special Effects" er en gennemgang i hvordan man "snyder" med tricks´ene. Ikke specielt ophidsende, men alligevel ok.

Derimod kunne "Backdraft" godt få os til at spærre øjnene op. Showet var fyldt med eksplosioner og ild, noget af det så vildt at Martin gemte sig lidt. Specielt da taget var ved at falde ned i hovedet på os og jorden rystede under os samtidig med at varmen fra ild var rimelig intens.

Sidste program var "Shrek - 4D, som er en tegnefilm, der rækker ud til alle i publikum, bogstaveligt ment. Flere gys hvor man troede man fik noget i hovedet, hvilket man også gjorde ... nemlig vand.

Aftensmaden bestod af burgere og fries og så tilbage til hotellet, hvor ungerne lige kunne få en tur i poolen, inden det var sengetid.