Tour Californien, USA
13. Juli - 4. August 2006
Torsdag 13/7: Turen over via Reykjavik var godt nok lang og hård. Vi ankom tidligt til lufthavnen i København, for vi ville godt være i godt tid :-)

De første 3 timer til Reykjavik gik fint uden de helt store problemer og ventetiden i Reykjavik var heller ikke et problem, men turen til San Francisco i en boing 767 og 9 timers flyvetid, var godt nok lang og kedelig. Det var svært at få sovet, så vi var godt trætte da vi landede ca. 20.00 (04.00 dansk tid).

En lille smule besvær med at finde og få udleveret 2 biler, som blev meget dyrere end forventet, idet vi ikke havde forsikring i vores bookede pris.

Fra lufthavnen skulle vi finde et hotel vi ikke vidste hvor lå, i en bil vi ikke havde prøvet før (Toyota Highlander), med en GPS som ikke lige var som vi plejer og i et land vi aldrig havde besøgt før :-) Men med en lille detour fandt vi da hotellet og kunne checke ind på værelserne kl. 24.00. Hurtigt i seng for at at være bare lidt friske næste dag.

Og det er det så nu. Kl. 10.30 skal vi videre til et hotel i centrum af San Francisco, Holiday Inn i Fisherman´s Wharf. Derefter skal vi bare slappe af og hygge os med en tur i byen.

Fredag 14/7: Turen til Holiday Inn gik fint uden de helt store detours. Efter checkin gik vi en tur i området Fisherman´s Wharf, som er et kæmpe område med fiskehandel, souvenirshops, tøjshops og cafe/restauranter. Ude på "Pier 49" plejer der at være masser af søløver, men pånær en enkel, var de søgt sydpå for at yngle. Alcatraz var meget synligt fra området og vi besluttede at tage derud i morgen. Egentligt er øen forbavsende tæt på San Francisco, men fangeflugt var noget nær umulig pga meget stærk strøm og hajer.

Vi spiste frokost på og tog så hjem for at lade de 3 mindste få en tur i poolen. Det var ikke fordi det var varmt i vejret, faktisk lidt køligt og blæsende, men i kom ungerne.

Senere tog vi det kendte "Cable Car" til Chinatown, hvor vi gik rundt og snusede og fik sen aftensmad på en kinesisk restaurant. Det var ikke særligt opløftende idet de 2 mindste var gået helt kold og dårligt gad spise noget og fordi det var blevet koldt, så vi sad og fryste. Så vi besluttede at vende snuden hjemad. Det var lettere sagt end gjort, idet vi ikke rigtigt kendte vejen og ungerne var ved at være godt møre.

Lørdag 15/7: Dagen i dag startede ikke just godt. Carsten var blevet syg og blev liggende da vi gik ned for at spise morgenmad. Vi havde aftalt at tage til Alcatraz, så vi tog alle, undtagen Carsten, ned til havnen, blot for at konstatere at alt var udsolgt til og med mandag !!! Så det må vi nå, når vi kommer tilbage. Istedet besøgte vi "Aquarium of the Bay" hvor man kunne opleve de fisk der lever i vandet omkring San Francisco. Hajerne og Stingray´erne i tunnellen var ret imponerende at se på. Det var også sjovt at få love til at røre mindre rokker og søstjerner.

Efter en let frokost, tog vi tilbage til hotellet, hvor ungerne skulle i poolen igen. Carsten var kommet til hægterne, så vi handlede lidt ind til turen i morgen og vi spillede lidt yatzy. Aftensmaden skulle være nem, de mindste var udmattede igen, så vi fandt frem til "In ´N´ Out Burger", men her var intet ledigt, ligesom Pizza restauranten overfor var fuld af gæster. Så vi vendte tilbage til vores hotel, hvor "Denny´s" lå. De havde burgere, steaks og nachos, så vi fik alligevel spist lidt ... Anne Grethe fik cheeseburger ... uden cheese. Det morede vi os godt over, selvom det stod i menukortet.

Efter maden tog vi op på værelserne, hvor de fleste gik omkuld mere eller mindre med det samme. Carsten og jeg planlagde turen til i morgen, hvor vi kører mod Las Vegas via Golden Gate, som godt nok er en omvej, men over skal vi :-)

Søndag 16/7: Kl. 10.30 havde vi fået pakket sydfrugterne og var på vej mod Golden Gate. Tågen var tyk lige omkring broen, men over kom vi og vendte rundt et par mil ovre på den anden side og kørte over den igen. Meget mere er der heller ikke at sige om turen, for tågen var så tyk, at vi ikke kunne se toppen af tårnene.

Turen mod syd skulle starte med en tur gennem San Francisco´s MEGET stejle gader, hvilket gav en hel del sved på panden. Først op af bakker vi ikke finder derhjemme og så ned igen. Endelig fandt vi ud på motorvejen, hvilket ikke gav mindre sved på panden. Det er helt vildt hvor mange baner og motorveje der krydser hinanden. Vi fandt dog vej, hvilket vi ikke havde gjort uden gps, og var nu på vej sydpå.

Et stykke nede af freeway´en gjorde vi holdt for at spise frokost. Det allerførste indtryk var den massive hede, som ramte os da vi stod ud af bilen. Omkring de 37 grader er meget når man er dansker. Vi fortsatte videre sydpå og endte med at gøre holdt i Burlingame, nær Bakersfield. Her fik vi værelse på Motel-6. Et spartansk værelse, som der ikke var blevet støvsuget i de sidste par uger, i et område midt ude i "nowhere". Heldigvis havde de en pool, som alle fik stor glæde af.

Mandag 17/7: Turen videre var mod Las Vegas, uheldigvis havde vi sat GPS´en til at bruge mest motorvej, hvilket resulterede i at vi vel kørte 100 miles for meget. Vi kørte nærmest helt ind til Los Angeles, hvilket absolut ikke var meningen. På vej ind på sletten til Las Vegas så vi en twister, hvilket ligesom fortalte at vejret nok var lidt uroligt. Nå, men vi fandt da vej til Las Vegas, hvilket var et syn for sig. Kæmpe store hoteller op og ned ad "The Strip". Vi skulle booke ind på Hotel New York New York, hvilket vi fandt let. Vi brugte resten af dagen til at slappe af og om aftenen gik vi på restaurant på hotellet. Hotellet er en tro kopi af New York og dets gader og restauranter. Børnene fik en pæn sjat dollars så de kunne spille i et kæmpe spillelokale, mens vi andre fik mulighed for at spille lidt på de enarmede. Anni og jeg startede med 20 dollars hver og ganske kort efter var vi 300 dollars rigere, idet jeg selvfølgelig vandt :-)

Tirsdag 18/7: Startede med en jagt på noget morgenmad, som især vi Glostrup borgere, hungrede efter. Bagefter gik vi en tur i byen og fik shoppet lidt t-shirts og diverse. Lidt efter lidt faldt de fleste fra og vendte tilbage til hotellet, men Anni og jeg fortsatte hele vejen ned af "The Strip". Her fandt vi ind i et shopping center der hedder FashionShow, hvor jeg fik købt lidt bøger. Anni nøjedes med at ose. Turen hjem foregik i taxi, for ellers ville vi komme for sent til den tid vi havde aftalt i poolen. Turen kostede 10 dollars plus lidt drikkepenge, men det var dejligt at få hvilet fødderne lidt.

Poolen var pænt stor idet den kunne rumme 840 personer, så vi havde god plads til at blive afkølet. Et par timer senere stod den på hvile, før vi skulle have aftensmad. Et par burgere og lign. var dagens aftensmad, jeg selv spiste intet, havde ganske enkelt ikke lyst til noget. Børenene fik igen nogle dollars til at spille for og pigerne gik en tur på casino, mens Carsten, børnene og jeg gik en tur ud på gaden for at opleve lys showet her i byen. Imponerende. Vi gad dog ikke gå særligt langt, så vi var hurtigt tilbage på hotellet. Børnene gik på værelset, mens Carsten og jeg ledte efter damerne. Dem fandt vi ikke, så Carsten gik op mens jeg spillede lidt. Alt i alt havde vi en fortjeneste på 27 dollars, efter vi har modregnet de penge vi og børnene brugte ... det da okay :-)

Onsdag 19/7: Vi kørte igennem byen og fik tanket til turen. Turen gik nu mod Grand Canyon, men meningen var at stoppe i en lille flække der hedder Williams. Turen bød på grønnere landskab og regnbyger der fik os til at sætte farten ned til 45 miles. Ved Williams kørte vi af og begyndte at lede efter et hotel/motel. Så var det uheldet var ude. En amerikaner fra Minnesota mente han skulle dreje til venstre fra 2. bane, hvilket resulterede i at han påkørte os. Sheriffen blev tilkaldt og tog report. Heldigvis havde 2 amerikanere set det hele og kunne bekræfte overfor sheriffen at vi ikke havde gjort noget forkert. Vi blev meget venligt hjulpet af en Martin fra Motel 6, så der checkede vi ind. Så gik der ellers et par timer med at telefonere med Hertz. De er ikke særligt service minded og selvom det blev gjort tydeligt klart at vi havde FULL INSURANCE, var eneste mulighed at få bilen hentet og så møde op i Flagstaff i morgen. Manager Jonathan fra San Francisco lovede os at der så ville være en bil i samme klasse eller bedre klar til os. Efter at have handlet lidt, fik vi noget at spise hos "Jessica´s", hvilket var en rigtig trucker cafe, med dertil hørende interiør og rengøring. Maden var nu ok og alle var glade.